Klip fra blog om ophold på Brandbjerg

Klip fra blog om modbydeligt ophold på Brandbjerg

 

Når de ansvarlige ikke tager ansvar.

I afgørelsen på klagen til Brandbjerg Højskole, skriver formanden for bestyrelsen på Brandbjerg Højskole:
”Først og fremmest beklager både Brandbjerg Højskoles ledelse og skolens bestyrelse, at det, der skulle have været et godt og udviklende højskoleophold for blogger, endte med at blive en dårlig oplevelse.”
”Det er bestyrelsens opfattelse, at der er begået en række procedurefejl fra Brandbjerg Højskoles side i forbindelse med både forberedelserne og afslutningen af bloggers ophold. Disse fejl beklager vi meget.”

Hvorfor valgte mine forældre og jeg at klage over Brandbjerg Højskole?
Fordi mit liv stadig er mærket af oplevelsen på Brandbjerg Højskole.

Jeg har så mange spørgsmål og en masse underen. Derfor bliver dette indlæg skrevet ud fra, hvad jeg ved. Men der er mange løse ender for mig.

Fredag den 15. september fik jeg en mail fra viceforstanderen. Dagen forinden havde jeg været til møde med ham og mine forældre. Det var et møde, der var planlagt fordi mine forældre havde presset på med at få et møde omkring specialpædagogisk- og socialpædagogisk støtte. Da mine forældre havde betalt for støttetimer, udover de timer jeg var bevilliget fra kommunen. Mine forældre havde flere gange været i dialog med viceforstanderen omkring specialpædagogisk støtte, da det er noget højskolen skal søge ved staten. Det havde viceforstanderen i tre måneder flere gange lovet mine forældre, at han fik søgt, men i september var det stadig ikke søgt.
Udover det kom der et ekstra punkt med, at jeg måtte søge en elevstøtte. Jeg skulle alligevel have en fire dags uge, så det passede med, at jeg skulle hentes. Så derfor synes vi, det var smart at lægge mødet den dag.
Mødet eskalerede dog meget voldsomt og jeg fik en kæmpe nedsmeltning. Derfor havde vi aftalt, at viceforstanderen skulle sende en mail med nogle ting, han havde lovet at undersøge. Han havde nemlig kommet med en helt masse diffuse og abstrakte ting under mødet. Derfor aftalte vi, at han skulle sende en mail med konkrete oplysninger.

Det fik jeg dog ikke, jeg fik en mail, men ikke en mail med konkret oplysninger.
I mailen skriver viceforstanderen:
”Jeg vil længere nede forsøge at indvie dig i så meget som jeg kan, så du kan få den bedst mulige forståelse af baggrunden, men først vil jeg meddele dig, at vi har besluttet, at du ikke kan forsætte dit ophold på Brandbjerg Højskole.”

Det, han vil indvie mig i længere nede, er omkring mødet. Ikke grunden til hvorfor jeg ikke kan fortsætte.
Jeg kan ikke huske den del af mødet, han vil forsøge at indvie mig i, da jeg var under total nedsmeltning. Jeg fik dog hverken en forklaring eller konkrete oplysninger.

Denne mail blev sendt klokken omkring 9:30 om morgenen, så min dag var fuldstændig vendt på hovedet og ødelagt.

Jeg forstod det ikke. Hvorfor var der ikke en begrundelse med i mailen? Jeg vidste bare, at jeg ville op på skolen og hente mine ting, fordi jeg ville have det afsluttet nu.
Jeg skrev til min støtte, om hun var på skolen, for jeg ville gerne nå at sige farvel til hende. Det var hun ikke, men hun ville komme over på skolen, når jeg kom og sige farvel til mig. Hun var meget forvirret og forstod heller ikke helt, hvad der var sket.

Derfor besluttede jeg mig for, at vi skulle komme op på skolen omkring klokken 13:00, fordi der vidste jeg, at alle de andre elever havde fri, for de skulle først til time igen klokken 13:30 og derfor vidste jeg også at ingen var nået at tage hjem på weekend endnu.

Jeg valgte at skrive det inde i elev facebook gruppen, om hvad der var sket, ud fra hvad jeg vidste og at jeg kom ca. klokken 13:00 og hentede mine ting og der ville jeg gerne sige farvel til dem.

Da vi nærmede os skolen, fik jeg en besked fra en af mine venner på skolen, som skrev, at hun håbede at hun kunne nå at sige farvel til mig, da alle elever var kaldt ind til et møde klokken 13:00, lige der hvor jeg skulle komme og sige farvel. Da jeg fik beskeden, kunne jeg se skolen og derfor var det vigtigt for mig, at jeg nåede at se hende inden, så det skyndte jeg mig at skrive til hende.

Da jeg mødte min veninde på skolen, var hun meget berørt af situationen. Jeg havde brug for at vide, hvem der havde sagt, at de alle skulle mødes lige der, hvor jeg havde skrevet, at jeg kom for at sige farvel. Det var viceforstanderen, der havde arrangeret det. Min veninde vidste faktisk ikke, hvad de skulle til møde om.

Det, der chokerer mig rigtig meget her, er, at jeg for det første har fået meldingen om, at jeg er smidt ud via mail og den samme person, som sender mig den mail, kalder alle elever ind lige der, hvor jeg har skrevet (han er med i den gruppe) at jeg kommer og siger farvel.
Så det er mig så ubegribeligt, at jeg ikke engang kunne få lov til at få en ordentlig afsked med de andre. At der faktisk forsøges på, at jeg ikke møder de andre elever.
Min veninde havde nemlig sagt til mig, at de havde fået at vide, at mødet nok trak ud, så de skulle gå direkte til valgfag 13:30. Ergo ikke kunne sige farvel og snakke med mig.

Hvorfor gør man sådan noget?
Hvorfor taget man ikke ansvar og tænker, at det ikke er okay at gøre sådan? At man ikke engang kan give mig det lidt, at jeg i det mindste kan få lov til at sige farvel til de andre elever.

Min støttelærer kom samtidig med mig og vi endte mig at gå sammen med ind til det møde. Dog stod jeg i døråbningen, jeg skulle ikke ind og sidde.
Jeg var så ked af det, frustreret, forvirret og vred.
Mødet havde ikke et reelt indhold. Jeg blev spurgt, om jeg ville sige noget. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. For jeg anede ikke, hvad der foregik og hvad der var op og ned i det hele. Det var også det, jeg sagde til de andre, at jeg faktisk ikke forstod situationen. Så begyndte viceforstanderen at sige noget omkring, hvad der var der sket. Men det var ikke det, der var sket. Så det var bare ren provokation til mig. Heldigvis sagde en af de andre elever, at den dialog vist ikke skulle tages her.
Jeg var meget lettet over det, for jeg kunne slet ikke overskue det. Og følte faktisk jeg var ved at blive presset til at få et voldsom udbrud. Det fik jeg heldigvis ikke.

Det næste der så chokerer mig voldsom meget og fik mig til at føle mig helt forkert, var da viceforstanderen sagde:
”Dem der har lyst til at sige farvel til blogger, kan gå op og gøre det nu”
De andre stod nærmest i kø, for at sige farvel til mig. Det var så forkert og meget frustrerende, at viceforstanderen slet ikke kunne unde mig at få lov til at sige farvel til de andre på en meget mere ordentlig og behagelig måde.

Jeg blev ikke til hele mødet. Jeg gik sammen med min støttelærer op for at snakke om, hvad det var sket. Hun forstod det heller ikke. Hun vidste faktisk heller ikke, hvad der lige var sket og var lige så forvirret, som jeg var. Vi sad sammen og gættede på grunden til hvorfor jeg blev smidt ud. Det underlige er bare, at den 3. oktober fik jeg en mail fra hende, fordi jeg havde bedt hende om at beskrive hændelsesforløbet fra hendes side. Og så vidste hun åbenbart godt hvad der foregik og det havde hun også vidst den dag, hvor jeg blev smidt ud. Det gav hun bare slet ikke udtryk for da vi snakkede sammen den 15. september.
Det hænger ikke sammen i mit hoved og frustrerer mig når der ikke bare bliver taget ansvar, for de handlinger, der er blevet gjort.

Efter den snak gik jeg over til mine forældre, som var på mit værelse. Det skulle pakkes ned, det hele skulle med hjem. For nu var det åbenbart slut.
Mine forældre havde allerede pakket en del sammen, det havde vi aftalt. Det var så frustrerende, uforstående og uvirkeligt.

Da jeg kom over på mit værelse, fik jeg at vide, at tre af mine venner havde været der, der for at sige farvel til mig, på en mere ordentlig måde. Så dem gik jeg ud for at finde, så kunne mine forældre pakke resten sammen.

Jeg gik rundt og fandt dem og de mange andre og fik sagt farvel til næsten alle. Jeg kan stadig huske tydeligt, at jeg stod sammen med min veninde, der havde skrevet til mig tidligere på dagen. Vi stod sammen med min støttelærer og snakkede meget kort om det hele. Så kom viceforstanderens kone, som også er lærer på skolen og sagde til min støttelærer, at de skulle op til et slags lærermøde. Viceforstanderens kone kiggede nærmest ikke engang på mig og hun sagde ikke et ord til mig.
Det underlige er, at efterfølgende har jeg modtaget en besked fra hende, om at hun er ked af ,at hun ikke nåede at sige farvel. Min tanke er bare, at det valgte hun selv.

Min umiddelbare tanke er, at der var noget der skulle skjules, noget vi ikke må vide. Hvorfor vi ikke må vide grunden til min udsmidning, undrer mig stadig grænseløst den dag i dag.

Jeg fik sagt farvel igen igen, da jeg vidste at alle var nede til weekendmødet. Min kontaktlærer kom hen til mig og sagde det var sejt, at jeg var taget med op og hente mine ting. Jeg tænker, at det er en selvfølge. Jeg vil da selv med op og vide hvad der foregår og ikke bare sende mine forældre af sted.

Havde skolen ikke regnet med jeg kom? Var det derfor, der skulle indkaldes til et hastemøde med de andre elever, så de ikke kunne snakke med mig?
Min umiddelbare tanke er, at skolen prøver at skjule noget, noget mine forældre og jeg ikke må vide. Hvorfor vi ikke må vide grunden til min udsmidning, undrer mig stadig grænseløst den dag i dag.

Hjem kom jeg, det tog mange timer og det var helt forfærdeligt at vide, at nu var det slut. Det var sket så pludselig og uden nogen former for forvarsel. Ikke et møde hvor der var blevet drøftet, at det måske ikke helt kørte som det skulle. INTET andet end en mail om at nu var det slut. Lige nu. Ikke at jeg havde en uge mere, nej bare SLUT.

Min sidste uge på højskolen var så hård og jeg kompenserede så meget. Sagde nej til mange ting, da der var så meget udenom, der ikke fungerede. Jeg var i gang med at søge en elevstøtte selv, da jeg manglede støtte. Så havde jeg vidst at det var min sidste uge, så havde jeg nok bare overbrugt mig selv i stedet og nydt min sidste tid. I stedet blev det en forfærdelig og brat afslutning.

Hvor er forstanderen i alt det her?
Ja han er der ikke. Jeg kom først i kontakt med ham, tirsdag den 19. september. Min mor fik en mail om fredagen fra ham, da hun gerne ville have ham til at ringe hende op. Det svar min mor fik på den mail var, at han ikke var på skolen..
Han var i Sverige og derfor ikke mulighed for at svare på mail. For mig er det fuldstændig uhørt, at man regner med bare at kunne holde weekend, som sædvanligt, når man lige har smidt en elev ud på den måde. Det kan da forhåbentlig ikke være deres standard procedure.

I løbet af de næste to uger blev der sendt en del mails frem og tilbage. XXXXXXXX
Det underlige er bare, at viceforstanderen 3 måneder forinden havde sagt, at han nok skulle få søgt specialpædagogisk støtte. Endda flere gange i løbet af de tre måneder lovet mine forældre at få specialpædagogisk støtte søgt
Derfor ved skolen, at de har sagt ja til en elev, der kræver specialpædagogisk støtte. Som endda er blevet godkendt socialpædagogisk støtte fra kommunen og mine forældre selv har betalt for yderligere timer. Så ved skolen, at der er tale om et massivt behov for støtte.

XXXXXXXXXX

Brandbjerg Højskole vidste, at jeg er anderledes og havde lovet at yde den støtte, som vi havde beskrevet for dem og at alting kunne bare lade sig gøre.
Sandheden er en helt anden. Brandbjerg Højskole kan ikke rumme unge med særlige behov. De vil bare ikke tage ansvar for deres ord og erkende, at de har taget fejl.

Jeg havde håbet at komme op og besøge de andre elever efterfølgende, det er bare ikke sket. Der er nemlig sket en hel masse misforståelse, der har gjort, at mange af de andre elever har fået et helt forvrænget billede af mig. Det er noget, der gør mig ufattelig ked af, at skolen ikke engang har kunne give mig den lille ting, at jeg i det mindste havde muligheden for at bevare en kontakt med de andre elever.

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX
Det kom meget bag på mig, derfor tog jeg kontakt til de andre elever for at høre, hvad de faktisk tænkte om mig.
Af tilbagemeldingerne, kom det frem at eleverne havde fået oplyst fra viceforstanderen, at mine forældre har været for svære at samarbejde med, da de kom med krav, blandet andet mere struktur til mit ophold (også kaldet støtte).
Tankevækkende at viceforstanderen fortæller de andre elever, om fortroligende oplysninger mellem mine forældre og skolen.

For fungerer skolen og rammerne, så fungerer jeg. Jeg har været på Ungdomshøjskole før, det bedste halve år i mit liv. Der havde jeg en helt fantastisk støttelærer. Jeg har fået nogle helt igennem fantastiske venner, som holder af mig, for at være lige netop mig.
I forbindelse med at jeg søgte elevstøtte, skrev min støttelærer fra ungdomshøjskolen til mig, for hun havde lavet en kort beskrivelse, som hun lagde op sammen med mit opslag, hun delte:
”Et meget anderledes og sejt jobtilbud! For 3,5 år siden var jeg kombineret støtte- og kontaktlærer for blogger på Ungdomshøjskolen. Dette har 100% været med til at forme min lærerpersonlighed og absolut dygtiggøre mig i de kompetencer blogger efterlyser. blogger er en yderst intelligent pige, der kender sig selv og sine behov. Med i købet får man et bagland af en familie, der bakker op og giver tryghed i sit arbejde. blogger beskriver meget præcist hvad hun søger men glemmer at sige, at hun også er sjov, modig, vedholdende og stærk. Jeg kan kun give blogger mine varmeste anbefalinger, uden hende var jeg aldrig, blevet den jeg er idag.”

Hun er og bliver den allerbedste støtte, jeg nogensinde har fået. Hun viser også for mig, at når man virkelig vil mig, vil lære mig at kende og hjælpe mig, så giver jeg så meget igen og jeg er den bedste udgave af mig selv. Jeg kan godt, det kræver bare anerkendende og forstående mennesker omkring mig.

Mine forældre og jeg valgte at klage til Brandbjerg Højskoles bestyrelse, fordi den opførelse skolens ledelse har vidst, har været langt fra acceptabel.
Vi fik den 23. november svar fra formanden fra bestyrelse. De havde bestyrelsesmøde den 16. november, så da vi intet havde hørt den 22. november, skrev min mor til formanden. Så dagen efter fik vi endelig en afgørelse på klagen.
Vi sendte en klage med bilag på over 100 sider. Afgørelsen fylder en halv side inklusiv hvad det er for noget de har skulle drøfte.

Det jeg bider særligt mærke i:
”Det er bestyrelsens opfattelse, at der er begået en række procedurefejl fra Brandbjerg Højskoles side i forbindelse med både forberedelserne og afslutningen af bloggers ophold. Disse fejl beklager vi meget.”

Hvordan kan man som skole begå en lang række procedurefejl. Burde proceduren ikke sidde knivskarp, så ingen er i tvivl om, hvordan proceduren foregår. Det er utroligt, man skal helt herud, hvor man smider en elev ud, uden forvarsel, uden grund og bare via en mail.

Jeg håber aldrig nogensinde dette sker for nogen andre mennesker. Det er også derfor, at jeg skriver dette blog indlæg. For at kunne gøre mit til, at man går en stor bue udenom Brandbjerg Højskole.

Jeg ved, at jeg godt kan gå på højskole, det er mit ophold på ungdomshøjskolen et tydeligt bevis på. Det kræver bare, at de ansvarlige tager ansvar.

 

=======

Klip fra en aspblog, efterår 2017